27/10/2017

Nu kører robotterne i BEC-pengeinstitutterne

Totalbanken, Salling Bank og andre pengeinstitutter lægger nu opgaver over til BEC’s digitale robotter. Sammenlignet med makroer er robotterne enklere at arbejde med, kræver mindre manuel håndtering og er nemmere at dele i BEC-fællesskabet.

”Vi kører fuldt på nu. Vi er i luften med 2 robotter, som vores rådgivere sætter i gang efter behov, og 38 robotter, som kører af sig selv hver dag.”

It-konsulent Michael Kjærulff, Salling Bank, er blandt frontløberne i de indtil videre seks BEC-pengeinstitutter, som har tændt for datacentralens helt nye robotværktøj, der gik i drift 1. september.

”Vi har et langt katalog af robotter, som vi nu går i gang med at implementere, så vi kan automatisere så mange manuelle rutiner som muligt. Vores helt store opgave er at aflaste rådgiverne, så de kan bruge deres tid på at rådgive i stedet for manuelle arbejdsgange,” fortæller Michael Kjærulff.

Den ene robot, han har sluppet løs hos rådgiverne i Salling Bank, kan oprette en ny bil som aktiv på en kunde: Rådgiveren indtaster blot bilens registreringsnummer, så indhenter og indtaster robotten selv alle de nødvendige oplysninger om model, stelnummer også videre. Den anden robot kan skifte en kundes banksted og kundetilhør på kunden, konti, depoter og rammer.

Både BEC-robotter og egne robotter

Også Totalbanken i Aarup er godt i gang med de nye muligheder.

”Vores daglige kørsel af otte-ni forskellige makroer har vi helt omlagt til robotter og i øvrigt forenklet, fordi robotterne er så fleksible, at de kan løse flere forskellige opgaver afhængig af, hvilke input de får. Derudover er der nogle nye processer, som vi har fået automatiseret – og flere er på vej,” fortæller Henrik Nielsen Thuesen, der er IT-medarbejder i Totalbanken.

Totalbanken har både implementeret standardrobotter, som BEC har bygget til den fælles platform, og bygget egne robotter, som senere skal stilles til rådighed for alle BEC-banker:

”Inden vores robotter kommer ud til andre, skal BEC’s robotfolk selvfølgelig også lige ind og verificere for eksempel sikkerheden, og at der ikke er noget i den logik, som vi har bygget, der er individuel for Totalbanken. Men vi skal udveksle så meget, som vi kan – der er ingen tvivl om, at den nye robotplatform vil gøre os langt bedre til at deles om de smarte løsninger,” konstaterer Henrik Nielsen Thuesen.

Pengeinstitutter i BEC-fællesskabet samarbejder om robotterne i et digitalt community, hvor de deler robotter udviklet af både BEC og pengeinstitutterne selv, og hvor de udveksler erfaringer om robotautomatisering. Som del af lanceringen har BEC desuden afholdt kursusforløb i det nye robotværktøj.

”En anden stor fordel er, at robotterne kører af sig selv. Vores første robot kører klokken 6 om morgenen, og så er mange af rettelserne på plads, længe inden rådgiverne møder. Tidligere skulle vi lige møde ind, før vi kunne afvikle makroerne hen ad morgenen, samtidig med at rådgiverne begyndte at arbejde med kunderne,” fremhæver han.

Enkelt værktøj med godt overblik

Desuden har robotterne gjort det meget nemmere at automatisere opgaver:

”Robotværktøjet giver et bedre grafisk overblik, end når man arbejder med makroer, hvor man sidder og koder sig gennem tingene. For eksempel bliver det nemmere at gennemskue, hvis robotten ikke gør som forventet.”

”Der er nogle banker, som ikke selv vil sidde og bygge makroer eller robotter. Men med det her nye værktøj får man altså også serveret nogle færdige robotter, som BEC-pengeinstitutter helt klart bør overveje at tage i brug,” fortæller Henrik Nielsen Thuesen.

I Salling Bank er Michael Kjærulff enig:

”Jeg synes ikke, det har været så svært at komme i gang. Beskrivelserne og vejledningerne er blevet rigtig gode. Og hvis man bare har en smule programmeringsforståelse, så er det altså lige til at gå til.”

logo