Pengeinstitutterne i BEC-samarbejdet øgede it-investeringerne igen i 2020
En af Danmarks største fintechvirksomheder er vokset markant igen i 2020. Pengeinstitutterne i BEC-samarbejdet har skruet op for deres it-investeringer og indledt omfattende forandringer, der skal give hurtigere it-udvikling.
BEC-pengeinstitutterne skruede igen i 2020 markant op for deres it-investeringer. Omsætningen i deres it-samarbejde, BEC Financial Technologies, voksede i 2020 med 231 millioner kroner til lige over 2 milliarder kroner.
”Pengeinstitutterne har accelereret deres investeringer i at åbne og forny vores teknologiske fundament og har samtidig holdt dampen oppe på store, ambitiøse udviklingsprojekter inden for blandt andet kunderelationer, ejendomsfinansiering, business intelligence, hvidvaskbekæmpelse og meget andet,” fortæller Jesper Nielsen, administrerende direktør i BEC Financial Technologies, der servicerer pengeinstitutter som Nykredit, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank.
Hertil kommer fortsat stigende udgifter til sikkerhed og compliance, stigende aktivitet i pengeinstitutterne samt afledte udgifter til driftslicenser.
BEC Financial Technologies’ resultatopgørelse viser et underskud på 91 millioner kroner, der primært skyldes, at BEC i 2020 fremrykkede investeringer i at modernisere sine teknologier.
”Vi er en andelsforening, hvor medlemmerne også er vores primære kunder. Deres krav til os er ikke størst muligt overskud, men mest mulig it for pengene. I 2020 har medlemmerne bedt os om at investere ekstra i at accelerere moderniseringen af vores teknologier, hvilket er den primære årsag til, at vi tager et negativt resultat i år,” fortæller Jesper Nielsen.
Foreningen har en høj egenkapital på 2,1 mia. kr. og forventer et positivt resultat i 2021.
Mere effektiv drift og udvikling i BEC
I 2020 har BEC Financial Technologies effektiviseret sin it-drift og barberet to procent af enhedsprisen. Driftsomsætningen er samtidig vokset, fordi BEC-pengeinstitutterne dels har vundet markedsandele, dels anvender deres digitale løsninger mere.
Også udviklingskapaciteten har BEC Financial Technologies både øget og effektiviseret i 2020. Her er enhedsprisen faldet med fire procent, da væksten især er sket ved at ansætte yderligere it-udviklere i Warszawa. Det samlede antal medarbejdere er vokset med 19 procent til 1.128 (gennemsnitligt antal fuldtidsansatte 2020). Dertil kommer i Warszawa 276 konsulentansatte (gennemsnit 2020), da dette ofte er den mest attraktive ansættelsesform for it-specialister i Polen.
Mere kode og mindre PowerPoint
Der er dog meget mere effektivisering på vej. I marts annoncerede BEC Financial Technologies omfattende forandringer, der skal forenkle BEC’s organisation og processer markant.
”Vores kunder efterspørger mere kode og mindre PowerPoint. Vi har brug for flere folk, der producerer mere, og færre der planlægger, koordinerer og prioriterer. Det skal være meget enklere at hjælpe vores kunder,” fortæller CEO Jesper Nielsen, der ikke skærer i BEC’s samlede medarbejderantal, men aktuelt søger en del nye medarbejdere i Danmark og især Polen.
”Vi har en stærk ejerkreds, som står tæt sammen om at investere i teknologi, der understøtter stærke relationer til deres kunder, brugervenlig digital selvbetjening og effektive processer for deres medarbejdere. Det giver en masse spændende opgaver for tech- og finansspecialister, som kan bygge enkle it-løsninger med kompleks teknologi,” siger Jesper Nielsen.
Partnerskaber giver bedre it-løsninger
Jesper Nielsen peger på mere samarbejde og flere partnerskaber som svaret på pengeinstitutternes støt stigende behov for digitalisering og effektivisering:
”Når vi udvikler nye løsninger til pengeinstitutterne, er BEC næsten helt holdt op med at kode tingene selv. Vi køber de bedste løsninger, vi kan finde – gerne cloudløsninger – og bruger i stedet kræfter på at tilpasse og integrere dem til vores bankplatform, sådan at nye og gamle teknologier kan spille i en åben it-arkitektur hos os,” fortæller Jesper Nielsen.
I det seneste år har BEC Financial Technologies blandt andet annonceret nye samarbejder med SAS Institute, Microsoft og Aiia (tidligere Nordic API Gateway), ligesom alle BEC-medlemmer i 2020 har fået adgang til en ny løsning til kunderelationer fra cloudleverandøren Salesforce.
Download BEC’s årsrapport 2020 her: www.bec.dk/aarsrapport