21/11/2023

BEC og JN Data udvider stort samarbejde om it-drift

BEC samler endnu flere driftsopgaver hos JN Data for at skærpe sit fokus på at levere ny finansteknologi og for at styrke it-driften i BEC og JN Data.

BEC Financial Technologies, der leverer it til en række pengeinstitutter, som servicerer hver fjerde danske bankkunde, udvider nu sit omfattende samarbejde med it-driftsselskabet JN Data, der er ansvarlig for it-infrastrukturen i mere end halvdelen af den finansielle sektor.

”Vi vil være en enklere it-leverandør med fokus på det, som vi skal være allerbedst til: Udvikling og integration af markedsledende it-løsninger til danske pengeinstitutter. Samtidig vil vi styrke driften af vores kunders it-løsninger ved at give vores tætte partner JN Data endnu mere volumen til at optimere en bundsolid it-drift,” siger Jesper Nielsen, der er CEO i BEC og medlem af JN Datas bestyrelse.

Fra 1. januar 2024 overdrager BEC derfor en række ansvarsområder til JN Data, blandt andet driftsopgaver i BEC’s mainframemiljøer, ITSM-platforme, infrastruktur og identity management.

Udbygger et langt og tæt partnerskab

BEC er medejer af JN Data, der har håndteret en stor del af it-driften for BEC’s kunder siden 2010, hvor 187 BEC-medarbejdere rykkede til JN Data. 1. januar 2024 flytter yderligere 71 it-specialister og -ledere fra BEC til JN Data.

”Vi er stolte af, at vi nu bliver betroet et endnu tættere samarbejde. Vi har et stærkt fagligt miljø om sikker, compliant og stabil it-drift, og vi glæder os til at byde velkommen til en masse nye specialister, der brænder for den samme faglighed som os,” siger Søren Lindgaard, der er CEO i JN Data.

”I virkeligheden modtager vi medarbejdere og ledere, som vi allerede i dag kender og samarbejder med. Nu glæder vi os til at samarbejde endnu tættere sammen i fælles teams, og på den måde bliver det fantastisk at få dem ombord i JN Data,” siger Søren Lindgaard.

BEC ser gerne endnu mere samarbejde i finanssektoren om større stordriftsfordele og stærkere it-drift:

”JN Data og BEC udvider det i forvejen tætte samarbejde med nye services i JN Data, og sammen vil vi også undersøge yderligere potentiale. I BEC ser vi desuden muligheder for yderligere samarbejde i JN Data-fællesskabet,” siger Jesper Nielsen, BEC.

logo