BEC og Accenture indgår partnerskab om outsourcing af it-services
BEC Financial Technologies og Accenture indleder samarbejde om at drive og videreudvikle et bredt udsnit af BEC’s it-systemer mere effektivt.
BEC Financial Technologies har underskrevet et 10-årigt strategisk partnerskab med Accenture, der skal håndtere en række it-systemer for BEC som ’managed services’. Samarbejdet skal dels effektivisere og reducere risici på ældre systemer, dels drive og videreudvikle nyere, avancerede teknologiplatforme inden for capital markets og regulatorisk rapportering, som fortsat vil være en central del af BEC’s teknologifundament.
“BEC er ved at transformere os til at blive den førende fintechintegrator for danske banker. Vi fokuserer BEC på at integrere nye teknologier ind i vores full-service bankplatform, mens vi går i samarbejde med Accenture om effektivt at håndtere og fremtidssikre en række af vores eksisterende it-platforme,” siger Jesper Nielsen, CEO i BEC Financial Technologies.
“Derudover bringer et stærkt partnerskab mellem Accenture og BEC en lang række muligheder til bordet, potentielt også i andre dele af BEC’s transformation,” siger Jesper Nielsen.
16% af BEC’s systemportefølje overføres
Det nye partnerskab har en værdi på over 800 mio. kr. over 10 år for at drive og udvikle omkring 16% af BEC’s bankplatform. Sammen med systemerne vil Accenture i løbet af 2025 overtage 80-100 specialister og ledere fra BEC i Danmark og Polen.
“BEC Financial Technologies er en førende leverandør til banksektoren, og vi ser frem til at bidrage med vores ekspertise inden for teknologi og finanstjenester til at videreudvikle og forbedre de services, BEC leverer til sine kunder. Vi ser også frem til at byde nye kolleger fra BEC velkommen til vores internationale fællesskab af dygtige it-specialister,” siger Carsten Sachmann, managing director for Accenture i Norden.
BEC og Accenture vil sikre, at overleveringen af systemer og medarbejdere håndteres professionelt og smidigt med minimal påvirkning af BEC’s kunder.
Partnerskabet med Accenture er BEC’s største aftale nogensinde med en ikke-relateret virksomhed, og overgås kun af BEC’s langvarige driftspartnerskab med JN Data, som BEC er medejer af.
BEC Financial Technologies ejes af 17 medlemsbanker, herunder Nykredit, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank, og betjener omkring 25% af det danske bankmarked.