28/05/2018

BEC leverer case til Startup Weekend Copenhagen FinTech

15.-17. juni holdes hackathon om fremtidens bank ved Copenhagen Fintechs Startup Weekend. Deltagerne koder nye erhvervsløsninger oven på BEC’s API’er.

Måske skabes den næste markedsomvæltende fintech-ide i weekenden 15.-17. juni. Eller verden ser starten på helt nye services og muligheder, der vil revolutionere den måde, mindre virksomheder bruger deres bank på.

Ved Copenhagen Fintechs Startup Weekend mødes en række iderige, entreprenante iværksættere og specialister til hackathon om fremtidens bank. Nykredit lægger hus til, og BEC leverer API’er til en af de to ”challenges”, som de deltagende hold skal skabe ideer og løsninger til.

Fremtidens erhvervsløsninger

Den challenge, BEC stiller, er udarbejdet i samarbejde med Nykredit og handler om fremtidens business banking:

”De små og mellemstore erhvervskunder har øgede forventninger og krav til de digitale løsninger, som skal understøtte deres forretning og deres finansielle behov. Og vi oplever allerede i dag, at det ikke er vigtigt, hvem der leverer disse løsninger,” siger strategichef Rasmus Søegaard Løfstrøm, BEC.

Om det er bank, økonomisystem eller en fintech, er således ikke afgørende:

”Det vigtige er, at erhvervskunderne oplever, at løsningen hjælper dem i deres hverdag og gør en forskel eller fjerner friktion i driften af deres virksomhed,” siger Rasmus Søegaard Løfstrøm.

Det er derfor en præmis, at løsningsforslagene tager stilling til mulighederne i PSD2 og open banking-tendensen:

”PSD2-direktivet åbner for et fremtidigt marked, hvor tredjeparter leverer nye løsninger i samarbejde med den etablerede sektor. Og på selve hackatonet vil det betyde, at BEC’s tekniske PSD2-løsning (API’er) bliver testet af ‘rigtige’ tredjeparter til gavn for start-ups og vores banker,” siger Rasmus Søegaard Løfstrøm.

Hvordan foregår en hackathon?

Første skridt er, at der efter en præsentation af alle initiale ideer stemmes om, hvilke der gås videre med. Herefter inddeles deltagerne i teams – og så går det ellers over stok og sten med prototyper frem til søndag eftermiddag, hvor de gode ideer og løsninger pitches, og vinderen kåres.

BEC’s adm. direktør, Kurt Nørrisgaard, overrækker præmien til vinderholdet af BEC’s challenge.

Fremtidens specialister

For BEC handler det også om at være til stede der, hvor fremtidens kloge hoveder befinder sig:

”På et hackathon vil det syde af entreprenørånd, nye ideer til it-løsninger og friske øjne på de udfordringer, som vi og vores banker arbejder med til daglig – så det er et godt sted at brande sig som it-virksomhed,” siger Rasmus Søegaard Løfstrøm.

Læs mere om det kommende hackaton på Startup Weekend-sitet.

logo