BEC lancerer kontooverblik for erhvervskunder på tværs af pengeinstitutter
Snart kan erhvervskunder i Spar Nord og andre BEC-pengeinstitutter få et samlet overblik i netbanken over alle deres bankkonti i forskellige pengeinstitutter.
Med Spar Nord som den første bank lancerer BEC Financial Technologies i juni et nyt kontooverblik til erhvervskunder, som fremover får mulighed for at se alle deres konti i alle pengeinstitutter direkte i deres BEC-netbank.
”Både privatpersoner og virksomheder kan have konti i flere forskellige pengeinstitutter. Vi vælger at starte med virksomheder, hvor vi i øjeblikket ser den største værdi i at udnytte de nye muligheder i open banking til at gøre hverdagen lidt nemmere for vores kunder,” fortæller Morten Baden, der er afdelingsdirektør for Digital Bank i Spar Nord.
BEC Financial Technologies er it-fællesskab for Spar Nord og en række andre pengeinstitutter, som tilsammen er hovedbankforbindelse for 29 procent af danske virksomheder. Spar Nord forventer at lancere løsningen i juni. Flere BEC-pengeinstitutter ventes at lancere efter sommerferien.
“Vi har prioriteret at udvikle vores første løsning på et område, hvor vi kan udnytte de nye muligheder i open banking gøre en relativt kompleks proces meget mere brugervenlig – altså det at navigere mellem erhvervskonti i forskellige pengeinstitutter,” siger Henrik Jensen, der er udviklingschef for Online Banking i BEC Financial Technologies.
Nyt open banking-partnerskab
BEC Financial Technologies indgik for nylig et partnerskab med den førende open banking-platform Aiia (tidligere Nordic API Gateway), som giver BEC Financial Technologies mulighed for at interagere direkte med konti i andre pengeinstitutter. Det nye kontooverblik til erhvervskunder er den første løsning, som BEC Financial Technologies lancerer på baggrund af det nye samarbejde.
I andet halvår 2021 tilføjes også mulighed for at foretage betalinger fra konti i andre pengeinstitutter, direkte fra BEC-netbanken. Privatkunder forventes senere at få samme muligheder.
”Potentialet i open banking er stort, og vi kommer helt sikkert til at se en masse nye løsninger i de kommende måneder og år. Men vi vil også være selektive i, hvad vi udvikler. For os er bankkundernes oplevelse afgørende: Hvor kan vi udnytte open banking til at gøre livet nemmere for bankkunderne? Hvor kan vi fjerne friktion? Hvor kan vi tilbyde nye løsninger, der løser problemer på en smartere måde?” siger Henrik Jensen, BEC Financial Technologies.