14/04/2023

BEC halverer sin udtrædelses­godtgørelse

Som den første af pengeinstitutternes datacentraler halverer BEC Financial Technologies nu den udtrædelses­godtgørelse, som pengeinstitutterne skal betale for at skifte til en anden datacentral.

BEC Financial Technologies halverer omkostningen for medlemspengeinstitutter, der ønsker at skifte til en anden datacentral. Det har BEC’s bestyrelse besluttet at indstille til sin generalforsamling 25. april til øjeblikkelig virkning.

Efter årtier med en lavere udtrædelsesgodtgørelse hævede BEC i 2020 sine medlemmers udtrædelsesgodtgørelse til cirka 5 års omsætning hos datacentralen, samme niveau som Bankdata. Nu har Konkurrencerådet godkendt et tilsagn om, at Bankdata vil nedsætte sin udtrædelsesgodtgørelse til 2½ års omsætning.

“Vi ønsker ikke i BEC at stavnsbinde vores pengeinstitutter. At være på BEC skal være et tilvalg af et velfungerende fællesskab. Derfor følger vi Konkurrencerådets tilsagnsafgørelse i forhold til Bankdata og halverer vores udtrædelsesomkostninger. Vi gør dog samtidig opmærksom på, at 2½ års omsætning ikke dækker tabene i forbindelse med en banks udtrædelse af BEC. Derfor vil vi søge at tilpasse vores fremtidige indgåelser af lange forpligtigelser,” siger David Hellemann, bestyrelsesformand i BEC.

Under forudsætning af generalforsamlingens accept, indfører BEC i hovedtræk følgende ændringer:

  • Udtrædelsesgodtgørelsen reduceres til 2½ års omsætning.
  • Medlemmer kan opsige deres medlemskab uden varsel mod tidligere op til 18 måneders varsel.
  • Et medlemsgebyr på 0 måneders omsætning. Tilsagnet fra Bankdata åbner mulighed for at indføre et nyt medlemsgebyr på op til 6 måneders omsætning. BEC ønsker som udgangspunkt ikke at indføre et medlemsgebyr, men vil nøje følge markedsudviklingen.

BEC har en sund økonomi, og i forbindelse med generalforsamlingen foreslås en nedsættelse af ejernes kapitalindskud i BEC fra 18 til 12 måneders omsætning, hvilket vil frigive mere end 900 mio. kr. til ejerne.

logo