23/04/2020

BEC’s formand og næstformand bytter roller

David Hellemann er ny bestyrelsesformand for BEC, og Gert Jonassen er ny næstformand.

Formand og næstformand i BEC’s bestyrelse har byttet roller.

Efter mere end 11 år som bestyrelsesformand i BEC er Gert Jonassen, ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank, trådt et skridt tilbage til posten som næstformand. Ny bestyrelsesformand er David Hellemann, der er koncerndirektør i Nykredit og hidtidig næstformand i BEC.

”Jeg vil gerne takke Gert Jonassen, der som formand har båret en stor fællesopgave for alle BEC-pengeinstitutterne gennem mere end 11 år, og jeg ser frem til at fortsætte vores tætte samarbejde i formandskabet,” siger David Hellemann.

David Hellemann har siddet i BEC’s bestyrelse siden 2018. Han er desuden næstformand for Totalkredit og JN Data, hvorfra han har stor erfaring med at facilitere brede samarbejder i den danske finanssektor.

”Nykredit har de senere år flyttet mest mulig it til BEC. Vi benytter BEC’s fulde bankplatform og forsøger at være en drivende kraft i at videreudvikle BEC-pengeinstitutternes fælles teknologier til eksempelvis mobilapps, netbank, boligrådgivning og kunderelationer. Som BEC’s største medlem vil vi gerne yde endnu mere for fællesskabet, hvorfor det har været naturligt at træde det skridt længere frem også i bestyrelsen,” siger David Hellemann.

BEC driver og udvikler it til pengeinstitutter og andre i den finansielle sektor. 21 procent af alle danske privatkunder og 28 procent af danske erhvervskunder har et BEC-pengeinstitut som primær bankforbindelse. Selskabet er et non-profit andelsselskab, som er ejet i fællesskab af 21 danske pengeinstitutter.

David Hellemann (født 1970) er koncerndirektør i Nykredit, som er BEC’s største kunde og medejer. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og sidder i flere bestyrelser i og uden for Nykredit-gruppen. David Hellemann har tidligere blandt andet været direktør for Nordeas danske bankforretning og departementschef i Finansministeriet.

Gert Jonassen (født 1959) har siden 2005 været ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank, hvor han blev ansat som elev i 1976. Han er bankuddannet og merkonom i finansiering, organisation og personaleledelse.

logo