08/07/2021

65.000 tidligere BankNordik-kunder flyttet til Spar Nords it-platform

Spar Nord og BEC Financial Technologies har migreret 65.000 tidligere BankNordik-kunder og cirka 100 tidligere BankNordik-medarbejdere til Spar Nords it-platform.

Fem måneder efter, at Spar Nord overtog BankNordiks danske aktiviteter, er de cirka 65.000 nye kunder og 100 nye medarbejdere migreret til Spar Nords it-platform hos BEC Financial Technologies.

Den gamle mobil- og netbank lukkede fredag den 18. juni om eftermiddagen, og søndag eftermiddag den 20. juni var den omfattende datakonvertering gennemført, så de nye kunder for første gang kunne logge ind i Spar Nords mobil- og netbank.

”Det er med stor tilfredshed, at vi kan konstatere, at de mange forberedelser op til den endelige konvertering bar frugt, og at vi derfor er lykkedes med at lande et rigtig fornuftigt resultat for konverteringen. Vi var til vores fordel godt hjulpet af, at resten af Spar Nord var gennem samme øvelse, da vi migrerede til BEC for fem år siden. Det er en stor forandring for vores nye medarbejdere og kunder, som vi nu skal hjælpe godt i gang i de nye systemer,” fortæller bankdirektør i Spar Nord John Lundsgaard.

”Efterfølgende har der været nogle mindre bump på vejen, som har været overkommelige, og som gør, at vi allerede gradvist er begyndt at fokusere på andre opgaver,” lyder det uddybende fra John Lundsgaard,

Under migreringen var der blandt andet fokus på at håndtere nogle forsinkede ind- og udbetalinger for et mindre antal kunder. Efter migreringen har der desuden været fokus på hurtigt at korrigere nogle fejlagtige gebyropkrævninger.

”Det er en enorm operation at migrere en hel bank til en ny it-platform hen over en weekend, og det er første gang, at vi har gennemført en så omfattende konvertering på så kort tid. Men BEC har stor erfaring at trække på, og sammen med Spar Nord har vi forberedt og testet minutiøst i de seneste måneder. Derfor er det kun ganske få udeståender, som vi måtte følge op på efter weekenden,” fortæller Jan Peter Larsen, der er deputy head of Customers & Business Transformation i BEC.

Som følge af overtagelsen har Spar Nord oprettet et nyt bankområde på Amager og fået nye afdelinger på Østerbro og i Haderslev.

logo