30/03/2022

40 år i BEC

Business analyst Ole Schwartzbach fejrer 40-års jubilæum i BEC.

Siden 1. april 1982 har Ole Schwartzbach stået for både konverteringer, systemopdateringer og uddannelse af bankansatte.

På landevejen

Ole Schwartzbach startede som depotkonsulent i BEC i 1982. Ikke længe efter hans ansættelse skete der et skifte fra papirobligationer til værdipapircentralen, så obligationerne blev elektroniske. Som depotkonsulent betød dette, at han måtte en tur til bl.a. Færøerne og Grønland for at uddanne bankansatte i de nye systemer, som fremadrettet skulle erstatte papirformatet.

Sidenhen er det også blevet til nationale rejser, da han besøgte alle berørte banker i Jylland i forbindelse med fusionen mellem BDC i Herning og BEC i Roskilde i 1991.

Bindeled mellem it og bank

Generelt har Ole Schwartzbach altid været meget på farten, og han har ageret bindeled mellem it-folk og bankansatte.

”I starten var det svært, men jeg lærte det efterhånden jo mere kendskab jeg fik til depot- og fondsområdet og arbejdsprocesserne inden for it”, fortæller han.

“Jeg har nydt at være ude og møde kunderne hvor de arbejder og skabe en relation til dem,” fortsætter han.

I 1992 blev Ole Schwartzbach IDEAS supporter, og da 14 banker skiftede fra ét handelssystem til IDEAS i 2006, var det ham, en kollega og af hold af teknikere, der kørte rundt til filialerne i alle 14 banker for at sikre en glidende overgang. I de følgende år var de fysisk ude i filialerne, når systemet skulle opdateres. Dette kunne først ske efter lukketid, så mange aftener og nætter blev brugt med sine kollegaer for at løse opgaverne.

Det har været en fornøjelse

Snart bliver den nuværende titel som business analyst skiftet ud med titlen som pensionist. Efter mere end 53 år på arbejdsmarkedet føler han sig klar til at gå på pension.

”BEC har været en fantastisk arbejdsplads, og jeg har haft det rigtig godt. Jeg har glædet mig til at gå på arbejde hver dag”, fortæller han med glæde i stemmen, og fortsætter: ”Især kollegaerne kommer jeg virkelig til at savne. De har altid været søde og rare mennesker. De kommer til at mangle i min hverdag”.

Ole har sidste arbejdsdag på BEC den 31. marts 2022.

BEC takker Ole Schwartzbach for de mange års gode arbejde.

logo